01 November 2024
Rådet for Afkastforventninger offentliggør forventninger for 1. halvår 2025
Rådet for Afkastforventninger har i dag offentliggjort nye halvårlige afkastforventninger for 1. halvår af 2025. Rådet har denne gang også genbesøgt de langsigtede afkastforventninger, der anvendes i prognoserne fra år 11 og fremefter.
1.11.2024 09:00:00 | Finans Danmark | Pressemeddelelse
”I forhold til tidligere offentliggjorte afkastforventninger er der kun tale om marginale ændringer i de afkastforventninger, som Rådet offentliggør nu for 1. halvår 2025. Det kan forekomme overraskende i lyset af det bemærkelsesværdige fald i inflationen, som har udspillet sig i løbet af 2024, men det bekræfter grundlæggende, at udviklingen har været afspejlet i de afkastforventninger, som Rådet har offentliggjort de seneste 3-4 halvår. Det kommer ikke mindst til udtryk ved, at Rådets skøn for inflationen stort set ikke er ændret, men også ved, at risikobilledet i form af de skønnede standardafvigelser kun er justeret i mindre grad ”, siger formanden for Rådet for Afkastforventninger, professor Jesper Rangvid, CBS.
Rådets skøn for inflationsforventningerne baserer sig på en konsensusvurdering af inflationen de næste 10 år. I vurderingen inddrages de senest offentliggjorte forventninger fra Økonomiministeriet, Finansministeriet, De Økonomiske Råd og Nationalbanken. Desuden inddrages et 2-års skøn fra større danske finansielle institutioner. Kilderne indgår for de år, som de respektive prognoser omfatter.
De langsigtede afkastforventninger opdateres kun en gang om året i forbindelse med offentliggørelsen af afkastforventningerne for 1. halvår.
”I Rådet har vi valgt at fastholde de langsigtede afkastforventninger, men vi har i vurderingen haft særlig fokus på klimaforandringernes mulige konsekvenser for afkastforventningerne på lang sigt. Rådet baserer sig i vurderingen på den seneste forskningslitteratur, og der er ikke i den forbindelse identificeret analyser, der giver Rådet belæg for at justere de langsigtede afkastforventninger”, siger Jesper Rangvid.
Som en del af afkastforventningerne offentliggøres desuden et horisontafkast (et såkaldt køb-og-hold afkast) for danske obligationer med en varighed på 3 år. Afkastet opgøres kort før afkastforventningerne offentliggøres ud fra aktuelle markedsdata (afrundet). Horisontafkastet er opgjort til 2,03 pct., mod et afkast i 2. halvår 2024 på 2,87 pct.
De nye afkastforventninger træder i kraft pr. 1. januar 2025.
Læs hele nyheden her
Finans Danmark |
Finans Danmark er interesse- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor. |