”Det er ikke forskere som mig, der skal redde verden – det er investorerne”

Verdensmål 13: Handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser

Vi skal styrke modstandskraften og tilpasningsevnen til klimarelaterede risici og fremme mekanismer, der kan øge kapaciteten til effektiv planlægning og forvaltning relateret til klimaændringer.

Serie: Nordea Invest Magasinet sætter fokus på FN’s verdensmål og fortæller i en række artikler om hvert af de 17 mål.

Tidligere var det – lidt groft karikeret – for at redde isbjørne og regnskov, at vi investerede i grønne og bæredygtige løsninger. Men sådan er det ikke længere. I dag er investorerne fuldt ud bevidste om, at de vil lide betydelige økonomiske tab, hvis ikke de vælger en bæredygtig retning. På samme måde er direktørerne fuldt ud bevidste om, at deres virksomheder ganske enkelt ikke vil eksistere i fremtiden, hvis ikke de tager klimadagsordenen til sig. 

Sådan lyder det fra Hans Sanderson, der er seniorforsker i klimarisikovurdering på Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet. 

Og det er virkelig en positiv udvikling – også for isbjørnene og regnskoven, mener han. 

- Det er helt nyt, at de her samfundshensyn nu også bliver en forudsætning for at lave investeringer og gode businesscases. Førhen var det i nogle brancher omvendt; optimeret eksploitering, forbrug og dermed forurening var dybest set forudsætningen for en optimeret indtjening og forretning. Nu sker forandringen i et højt tempo, men det skal også finansieres. Vindmøller og gode ambitioner løser ikke udfordringen alene. Investeringerne skal også flyde derhen hvor de bidrager til innovation og implementering af grønne løsninger – og det er de heldigvis på vej til nu, siger Hans Sanderson.

Klimaskabt finanskrise?

Forandringen sker efter en årrække, hvor det samme budskab igen og igen har lydt, når regerings- og erhvervsledere fra hele verden har været samlet ved World Economic Forum i Davos: Klimaforandringerne udgør den absolut største risiko for den økonomisk stabilitet i verden. For de kan lamme hele brancher og sætte gang i en ny finanskrise. Faktisk har man flere steder allerede fået en forsmag på de finansielle rystelser, klimaet kan føre med sig.

Et eksempel er de massive oversvømmelser, der i kølvandet på en tropisk storm ramte Thailand i 2011 og satte et industriområde med mere end 800 virksomheder under vand i to måneder. Det lammede den globale forsyningskæde af elektronik og autodele – og dermed globale virksomheder som Samsung, Apple, Lenovo, Toyota og Honda, der var afhængige af de thailandsk producerede dele. Det anslås, at oversvømmelserne samlet kostede virksomhederne 44 milliarder dollars. Et andet eksempel er Cape Town i Sydafrika, der i 2015 blev ramt af en langvarig tørke, som fik vandforsyningen til at skrumpe. På godt to år kostede tørken den sydafrikanske landbrugssektor – en af landets største indtægtskilder – op mod en milliard dollars og 30.000 job, samtidig med at eksporten af vin og andre afgrøder faldt mellem 13 og 20 procent. 

Ifølge Hans Sanderson er cirka en tredjedel af alle værdier på verdensmarkedet, som det ser ud i dag, i risiko for markante fald på grund af klimaforandringer. Og den slags tal gør indtryk.

- Investorerne er blevet klar over, at deres investeringer er i enorm fare, hvis ikke de gør noget, og det vil de for alt i verden gerne undgå. Det næste spørgsmål er så, hvordan man undgår det – hvordan man måler klimarisikoen, så man kan tage højde for den, siger han.

"Det skal måles for at kunne styres"

Bekymringen for at den finansielle stabilitet kan blive ramt af klimaforandringerne ses også hos G20-landenes finansministre og centralbankchefer. Sidste år nedsatte de derfor Task Force on Climate-related Financial Disclosure – også kaldet TCFD. I spidsen står centralbankdirektør Mark Carney fra Bank of England, og Michael Bloomberg sidder som bestyrelsesformand, og målet er, at klimarisici skal være en del af alle virksomheders regelmæssige finansielle rapporteringer, så investorer netop kan prissætte virksomhederne korrekt. For som det gamle ordsprog lyder – og som Mark Carney sagde i sin tale under World Economic Forums møde i 2015 – ‘If you can’t measure it, you can’t manage it’. 

- Det gælder også for klimarisici. Og der arbejdes derfor på at lave et system, hvor man kan måle en virksomheds klimarisici og som investor fravælge den dårlige investering og tilvælge den gode, forklarer Hans Sanderson. 

Men det er en kompleks sag at få overblik over den enkelte virksomheds faktiske og totale risici. Ifølge seniorforskeren gælder der to typer, når man taler klimarisici for virksomheder. Den ene er den såkaldte ‘transitional risk’, som er selve omstillingen til en ‘low carbon-økonomi’, hvor CO2 bliver dyrere, og forbrugerne i stigende grad styrer uden om carbontunge produkter som flyrejser, benzinbiler og fossilbaseret plast. Den omstilling er virksomhederne fuldstændig bevidste om og i gang med at gennemføre, påpeger Hans Sanderson. Den anden type risiko er fysiske forhold som oversvømmelser, storme, tørke – altså selve klimaforandringerne. Og den er langt mere kompleks for virksomhederne at arbejde med.

- Her er det helt afgørende for en virksomhed at forstå hele værdikæden. For det nytter ikke noget at sidde med tørre sko her Skandinavien, hvis ens hovedleverandør i Bangkok er i overhængende fare for at blive oversvømmet. Det skal man som virksomhed have fuldstændig styr på, for investorerne vil i stigende grad komme og spørge til det, siger Hans Sanderson.

Investeringsgab på 180 milliarder euro

For investorerne er det vigtigt at have et system, hvor de forskellige klimarisici er sammenlignelige. Og netop de systemer begynder også for alvor at rykke nu, siger Hans Sanderson. Der findes allerede fin-tech-virksomheder, som laver risikovurderinger, men langt hen ad vejen er det tal, der samles ind uden dialog med virksomheden, og de bruges primært til algoritmebaserede analyser af eksempelvis reduktion af CO2 eller mulige klimascenarier. Og det gør det ifølge Hans Sanderson nærmest umuligt at måle og sammenligne de forskellige virksomheders risici – for tallene er ikke baseret på samme regnestykke i alle virksomheder.

Han peger på, at Task Force on Climate-related Disclosures-projektet, der ledes af Mike Bloombergs gruppe, arbejder sammen med EU-Kommissionen og med CDP (se boks) på at strømline risikovurderingerne og rapporteringen af disse – for eksempel i regi af EU’s såkaldte non-financial reporting directive.

- Det arbejder vi som forskere med virksomhederne på at finde ud af – hvordan måler man sine faktiske risici, når man tager hele forretningens livscyklus med? Udfordringen er at finde ud af, hvordan vi får bestemt alle risici så akkurat som muligt. For jo nemmere det bliver for virksomhederne at måle og rapportere deres faktiske klimabelastning, jo nemmere bliver det for investorerne at sammenligne og vælge de virkeligt bæredygtige (klima, miljø, og økonomi) investeringer til. Det er stadig en udfordring, for det er ikke så ligetil. Men det skal nok komme, for vi når ikke i mål med den grønne og bæredygtige omstilling, før vi har de værktøjer der kan sikre at investeringerne flyder i den rigtige retning, siger Hans Sanderson.

For selv om tiltag som FN’s verdensmål og Paris-aftalen har skubbet klima og bæredygtighed op i toppen af dagsordenen, er ambitionerne stadig truet af et enormt investeringsgab. Eksempelvis mangler der cirka 180 milliarder euro om året til at finansiere EU’s målsætning om at reducere CO2-udledningen med 40 procent inden 2030 alene inden for energisektoren. Og det er netop der, investorerne er nødt til at være med. Tilsvarende udfordringer kan tænkes i Danmark i forhold til at nå 70 procents reduktionsmålet, pointerer seniorforskeren. 

- Man ved godt i EU-Kommissionen, at de her penge ikke bare falder ned fra himlen. Der skal skabes nogle strukturer, så pengene bevæger sig i denne her retning. Derfor er man i gang med at lave en ny handlingsplan for bæredygtig finansiering, som skal hjælpe med at hente de 180 milliarder euro årligt. Og det er en rigtig positiv ting, at man har sat et mål, identificeret udfordringerne og er i gang med at lave værktøjer, så det kan komme op at køre, siger Hans Sanderson og tilføjer:

- Vi har teknologierne til at begrænse CO2-udledningen, men vi mangler finansieringen. For det er ikke forskere, som mig, der skal redde verden – det er investorerne. Og vi er godt på vej mod de mål, der er sat frem mod 2050, for det er gået op for investorerne, at det er dem, der må på banen, og at det skal være lige nu. 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.