Af:
Sanne Opstrup Wedel

Spar automatisk op i fonde hver måned

Drømmer du om at din opsparing vokser? Her bliver du klogere på, hvorfor månedsopsparing er en super måde at gøre det på.

Globus

Hvert år - i januar - står nytårsforsætterne i kø; i fitnesscenteret, foran køledisken – og måske også i netbanken. Men ofte får vi ikke gjort ret meget ved de gode intentioner.

- Mange af os har ofte et ønske om at gøre noget lidt bedre – det kan jeg i hvert fald skrive under på. Hvis dit ønske er at have lidt mere økonomisk overskud eller at spare op til det, du går og drømmer om, så er investeringsmarkederne din bedste ven, siger Simon Kristiansen, seniorstrateg i Nordea.

Mens det kan være et ret stort bjerg at klatre over at kvitte smøgerne eller skære ned på rødvinen, så kan du på ingen tid blive lidt bedre til at spare op. Og på længere sigt få lidt mere økonomisk råderum. Det behøvet nemlig ikke være så komplekst eller besværligt, som mange nok tror. For rigtig mange kan det give mening at bruge ti minutter på at sætte en månedsopsparing op, hvis ellers du føler, at du har plads til det i budgettet.

- Det behøver ikke koste ret meget i hverken tid eller penge. Man kan komme i gang med at investere for 100 kroner om måneden og et tidsforbrug på ti minutter. Så er man inde i markedet, og når det kommer til investeringer, arbejder tiden for en. Jo tidligere du starter, jo bedre, fastslår Simon Kristiansen.

Simon Kristiansen

Simon Kristiansen

Seniorstrateg i Nordea

Vi gør arbejdet for dig

For med en månedsopsparing får du bl.a. glæde af renters rente, der kan beskrives som en snebold, der ruller sig større og større jo længere tid, snebolden triller for dig. Så faktisk vil din opsparing efter en periode stige mere fra år til år på grund af forrentningen af de penge, du har investeret, frem for de penge, du rent faktisk betaler ind på kontoen.

- Investeringsmarkedet muliggør, at du kan spare op til dine drømme for fremtiden meget hurtigere end en opsparingskonto vil give dig mulighed for. Det kommer også med højere risiko, men for dem, der kan binde deres opsparing i lidt længere tid, giver det rigtig god mening, siger Simon Kristiansen.

Og her er det vigtigt at have is i maven.

- En af de store faldgruber på investeringsmarkedet er, at man lader sig rive med af markedet, og følelserne tager overhånd. Det kan få en til at sælge sine investeringer på bunden, når tingene ser sortest ud, og købe på toppen, når alle tror, det kun kan gå opad. Med månedsopsparingen tager man tager sig selv ud af ligningen, og i øvrigt husker man at spare lidt op hver måned. Og når det kommer til investeringer, er tid i markedet meget vigtigere end at prøve at time markedet, understreger han.

Med en månedsopsparing er det banken, der investerer for dig, så du ikke selv skal ud at købe alle værdipapirerne, hvilket kan være meget tidskrævende og komplekst, især hvis du ikke har mange penge. Når du vil have dine penge, sælger du dine værdipapirer. Det kan være svært ift. timing, men det vigtige er at gøre det, når man har brug for pengene. Eller når man har nået det beløb, man gerne vil op på for at købe en ny cykel eller have til udbetalingen på en lejlighed. På kort sigt er det meget svært at bedømme hvor markedet skal hen, og derfor anbefaler Simon Kristiansen, at man er villig til at binde sine penge i investeringsmarkedet i minimum tre år.

Vigtig risikospredning

Når du opretter en månedsopsparing, bliver dine penge investeret i en fond. En fond er en pulje af flere investorers penge, som bruges til at købe værdipapirer (f.eks. aktier) for. Når mange går sammen, giver det adgang til fordele, man ikke kan opnå som enkeltperson – bl.a. sørger banken for, at dine sparepenge bliver passet og plejet på bedste vis, uden at du skal foretage dig yderligere. Og derudover åbner investering i fonde døren til en masse forskellige virksomheder med et specifikt fokus. En fond kan f.eks. have som fokus at investere i virksomheder, der tackler manglen på rent drikkevand i nogle af verdens mest udsatte steder.

- En fond kan nok bedst sammenlignes med, at hvis du går ned i supermarkedet for at købe ind til en salat, så står der en kurv klar til dig ved kassen med alle ingredienser, som i øvrigt løbende bliver udskiftet i takt med hvad der er på tilbud – dvs. hvad der er det bedste køb til den specifikke salat, forklarer Simon Kristiansen.

Desuden har en fond den fordel, at du spreder din risiko, fordi fonden indeholder flere forskellige aktier eller måske endda aktier og obligationer.

- En af grundreglerne i god investering er ikke at lægge alle sine æg i en kurv. For selv om man f.eks. kan have ret i, at medicinalaktier klarer sig godt, så kan det være, at den ene medicinalaktie, man har, ikke gør det på grund af virksomhedsspecifikke problemer. Og så er man sårbar, giver Simon Kristiansen som eksempel.

Det problem kommer man ud af ved at investere i en fond – og så alligevel ikke.

- Man skal stadig have spredning for øje selv om man kun investerer i fonde. Nogle fonde er mere koncentreret på temaer og regioner end andre, og der kan derfor være mere risiko forbundet med dem. En optimal portefølje, dvs. ens samlede beholdning af forskellige værdipapirer som aktier og obligationer, bør indeholde lidt af alting, understreger han. 

Så hvis du gerne vil begynde året med at sikre, at du får sparet lidt mere op, uden at du skal bruge meget tid på det, så er en månedsopsparing et godt bud på en løsning.