Af:
Sanne Opstrup Wedel

Online psykologhus udvikler eget AI-værktøj til mere effektiv behandling

Psykologhuset we.care bruger AI til at skræddersy digitale selvhjælpsværktøjer, der supplerer traditionel samtaleterapi. Det giver patienterne en bedre behandling og psykologerne mere tid til kerneopgaven.

Professionel psykoterapi. Succesfuld kvindelig psykolog smilende til kamera sidder på lænestol på kontoret.

We.care begyndte som et mentalt fitnesscenter. For ligesom du skal fortsætte med at gøre dig klog på, hvordan du holder dig sund og rask, når du har plejet dit fysiske helbred sammen med en fysioterapeut i et fitnesscenter, så viser det sig, at dit mentale helbred har samme behov: Når du har været til psykolog, er effekten af behandlingen større, hvis du efterfølgende bliver støttet i at huske de gode vaner og har et sted at søge hjælp, hvis du har glemt dét, du har lært.

- Hvis vi får fem øvelser af en fysioterapeut, er det svært at huske alle øvelser udenad efter lidt tid. Der kan også være perioder, hvor vi ikke har behov for at træne, og sådan er det også med psykologhjælp. Her viser forskning, at hvis vi giver klienterne nogle værktøjer og samtidig giver dem mulighed for at læse om dem og genbesøge dem, så bliver klienten hjulpet bedre, siger Claus Rødgaard, CEO hos we.care, der tilbyder online psykologbehandling til primært angst, depression og stress.

Claus Rødgaard
”Man kan sige, at vi har lavet vores egen Spotify, hvor vi selv har udviklet AI-motoren og musikken,” siger Claus Rødgaard, CEO hos we.care, der tilbyder online psykologbehandling til primært angst, depression og stress.

Inspiration fra musiktjenesten Spotify

Derfor har we.care ved hjælp af AI udviklet sin egen såkaldte Recommendation Engine – en anbefalingsmotor, der opbygger en forståelse af klienterne og alt det materiale om effektiv behandling af f.eks. angst, depression og stress, som hele tiden udvikles både fra forskning og praksis.

- Med den kan vi matche klienterne med relevant indhold fra vores bibliotek med mere end 200 stykker indhold som f.eks. selvhjælpsværktøjer, hjemmeøvelser og andre såkaldte psykoedukative ressourcer målrettet patientgrupper med forskellige behov, forklarer Claus Rødgaard.

Inspirationskilden er musiktjenesten Spotify, der giver adgang til et omfattende bibliotek af sange og forslår nye sange og playlister til dig på baggrund af, hvad tjenesten registrerer, du tidligere godt har kunne lide. På samme måde giver den digitale psykologtjeneste dig adgang til content, der understøtter internetterapien og psykologens behandling.

- Man kan sige, at vi har lavet vores egen Spotify, hvor vi selv har udviklet AI-motoren og musikken. Og nøjagtig som hos Spotify har vi et vigtigt arbejde med at klarlægge, hvordan det fungerer bedst, når klienten interagerer med teknologien. Det handler i høj grad om at være helt skarp på kunderejsen, så både klienter og psykologer bliver hjulpet bedst muligt, siger Claus Rødgaard.

Det giver stor arbejdsglæde at kunne fokusere på det, psykologerne er allerbedst til. Og det er ikke at være bibliotekarer, men at være psykologer.

Claus Rødgaard, CEO hos we.care

Win-win for både klienter og psykologer

Klienterne får en bedre og mere individuel oplevelse, når internetterapien kombineres med målrettede øvelser og anden hjælp, som de kan opsøge, når de har brug for det, og som også er tilgængelig online, efter at samtaleterapien er ovre. Det konkrete indhold er altid valideret af en psykolog, som også er den, der indledningsvist sammensætter en ”playliste” ud fra klientens individuelle behov.

- Der kommer hele tiden så meget materiale til, at det er svært for den enkelte psykolog at holde sig 100 pct. opdateret. Derfor begynder psykologen med at sammensætte en playliste, og så foreslår vores AI-motor derefter andre typer indhold, der lægger sig op ad det, klienten har gjort brug af. Dette indhold bliver altid godkendt af psykologen, inden det når frem til klienten. Alternativet ville være, at den enkelte psykolog skulle have styr på hundredvis af stykker content, og det er ikke realistisk. Nu sikrer vi, at klienten får tilbudt relevant materiale, og at den nyeste viden bliver brugt, frem for at psykologen tilbyder de samme fem artikler, som hun altid har gjort, siger Claus Rødgaard.

For psykologerne betyder de digitale hjælpeværktøjer, der supplerer den menneskelige indsats, at de kan bruge så meget af deres tid som muligt på at lave behandling frem for at skulle finde content frem. 

- Det giver stor arbejdsglæde at kunne fokusere på det, psykologerne er allerbedst til. Og det er ikke at være bibliotekarer, men at være psykologer, siger Claus Rødgaard.

We.care på en computerskærm
Sådan ser we.cares AI-løsning ud.

AI kan bruges til større personalisering af behandlingen

Han håber, at det fremover vil være muligt at bruge AI til at lave yderligere personalisering af behandlingen til gavn for klienter, psykologer og samfundet.

- Det spændende ved vores forretning er, at den er meget datadreven. Vi ved, hvem der kommer, og hvorfor de kontakter os, og kunne vi bruge den data til at få produceret endnu mere præcist indhold til den enkelte, ville det være meget interessant. Det ville styrke muligheden for at sikre progression i behandlingen og tilbyde yderligere opfølgning, der kan forebygge tilbagefald, siger Claus Rødgaard.

For psykologerne vil det give en faglig tilfredsstillelse, og for samfundet rummer det en mulighed for at sikre en effektiv og hurtigere behandling, hvilket bl.a. efterspørges af forsikringsselskaberne.

- Megen behandling betales af sundhedsforsikringer, som ikke er en ubegrænset ressource. Så jo mere vi kan lave inden for de rammer uden at gå på kompromis med behandlingen, jo mere kan det bidrage til noget positivt for alle i et samfund, hvor flere bliver syge, og der er færre hænder og ressourcer til at tage sig af det, siger Claus Rødgaard og tilføjer:

- Indtil nu er vi virkelig lykkes med at bruge AI til at hjælpe både psykologer og klienter. Det giver blod på tanden til at arbejde med nye løsninger, som hele tiden skal handle om den ultimative kunderejse; at hjælpe klienterne til et bedre liv nu og i fremtiden.

 

Omtale af selskaber og/eller sektorer i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.