12 el-lastbiler begyndte at rulle ud med dagligvarer fra REMA 1000’s danske distributionscenter i Horsens for få måneder siden. De fleste er trækkere, men der er også et par forvogne – altså ”hele” lastbiler med eget fragtlad. El-lastbilerne er fra Volvo, og dagligvarekæden får leveret yderligere 18 el-lastbiler af samme mærke i år.
REMA 1000 har desuden bestilt 10 el-lastbiler fra Scania.
- I REMA 1000 vil vi gerne være mere bæredygtige i alt, hvad vi laver, herunder distributionen. Vi har en ambition om at opnå en CO2-udledning på nul i egen virksomhed inden 2030, og det kan el-lastbilerne bidrage til.
Det oplyser Kenneth Veng Jespersen, transportchef i REMA 1000, om motivet til indkøbene.

Transport er sammen med landbrug og byggeri de store faktorer i det danske klimaregnskab. Klimarådet har opgjort, at den tunge godstransport på danske veje udleder cirka 1,7 millioner ton CO2 årligt. Det svarer til næsten fire procent af Danmarks samlede CO2-udledning.
Kenneth Veng Jespersen forklarer, at Horsens er et ideelt udgangspunkt til at høste erfaringer. Der ligger flere større byer i nærheden i Østjylland og Trekantområdet.
- Puljen af el-lastbiler er blevet en del af vores daglige drift, siger Kenneth Veng Jespersen.
Hensigten med at afprøve forskellige mærker med forskellige batterier er ifølge Kenneth Veng Jespersen at opnå indsigt til et stort indkøb af el-lastbiler hen imod slutningen af 2020’erne. Her vil REMA 1000 ydermere trække på input fra en underleverandør, som har købt Mercedes-el-lastbiler.
El-lastbilerne har fået større rækkevidde og større lasteevne. Der er kommet et bredere udbud – også i større lastbilkategorier. Det er ikke længere forvoksede varebiler.
Årligt salg er tredoblet
Også flere andre virksomheder i Danmark har introduceret el-lastbiler til transport af gods. Blandt dem er Danfoss, STARK, Arla og DFDS.
Salget af e-lastbiler i Danmark blev mere end tredoblet til over 300 i 2023. Det viser tal fra De Danske Bilimportører. I alt blev der indregistreret cirka 5.000 nye lastbiler i fjor.
- Lastbilområdet vil gennemgå en rivende udvikling i de kommende år. Der er samme ønske i branchen som i samfundet i øvrigt om at blive mere bæredygtig, siger Rune Noack, transportpolitisk chef i DI Transport.
Samtidig er eldrevne lastbiler blevet en mere moden teknologi, konstaterer han.
- El-lastbilerne har fået større rækkevidde og større lasteevne. Der er kommet et bredere udbud – også i større lastbilkategorier. Det er ikke længere forvoksede varebiler. Virksomheder med behov for transport viser interesse for dem som led i den grønne omstilling, siger Rune Noack.
Han observerer, at el-lastbilerne primært anvendes til regional transport indtil videre.

Brint er blevet overhalet
Længe var der en forventning om, at brint ville blive det dominerende drivmiddel til den tunge vejtransport. Dette scenarie er stadig en mulighed over længere distancer, fordi brintkøretøjer har deres eget ”kraftværk”. Strømmen fra en brintbaseret brændselscelle driver motoren, og opladningen foregår løbende.
For at denne proces giver mening i klimaregnskabet, skal brinten stamme fra vedvarende energikilder, og den kaldes grøn brint i så fald.
Men for indeværende er det eldrevne lastbiler, som vinder frem. Det er dem, de store lastbilfabrikanter aktuelt har mest fokus på. Brancheorganisationen Dansk e-Mobilitet anslår, at der vil være 10.000 el-lastbiler på de danske veje i 2030.
- Det er gået hurtigere med at forbedre teknologien i el-lastbiler, end man troede. Batterierne er blevet lettere, hvilket øger rækkevidden, og batterierne er blevet billigere, siger Søren Jakobsen, analysechef i brancheorganisationen Dansk e-Mobilitet.
- Til sammenligning er det dyrt at fremstille brint. Der sker også et energitab, fordi elektriciteten først skal konverteres til brint, siger Søren Jakobsen. Mens 80 procent af elproduktionen fra vind- og solenergi ender i hjulet på en lastbil, gælder det kun 42 procent for brint.

2-3 gange dyrere end diesellastbiler
Svenske Scania er blandt verdens førende lastbilfabrikanter og tilbyder nu flere elektriske modeller. Det er med en rækkevidde, der spænder fra op til 260 kilometer ved en last på 64 ton og op til 370 kilometer ved en last på 40 ton og en batterilevetid på op til 12 år. Scania forventer, at halvdelen af virksomhedens solgte køretøjer globalt vil være elektriske i 2030.
Anton Freiesleben, salgsdirektør i Scania Danmark, vurderer, at vækstkurven i Danmark måske bliver endnu stejlere.
- Vi har meget stort fokus på klimaproblematikken, og det er jo særlig vigtigt, i og med at vores produkter udleder CO2. Vi arbejder med de grønne teknologier, som er mest lovende. Det er primært batterielektriske lastbiler, biogas og biodiesel, men på sigt kan andre teknologier såsom brint blive relevante, siger Anton Freiesleben.
Salgsdirektøren oplyser, at Scania Danmark i kontakten med en kunde begynder med at lave rutesimuleringer af kundens kørsel, der afdækker rækkevidde, ladebehov og batteriets levetid. Det næste skridt i forhold til kunder er at beregne den totale pris i lastbilens levetid sammenlignet med en diesellastbil.

En el-lastbil koster to-tre gange mere end en tilsvarende diesellastbil. Men flere observatører påpeger, at prisforskellen indsnævres i takt med den teknologiske udvikling, hvortil kommer, at el-lastbiler er billigere i drift og formentlig også i vedligeholdelse.
Volvo, ligeledes svensk, har nu seks el-lastbilmodeller, som er designet til at håndtere en vifte af transportopgaver. Volvo FH Electric-modellen har vundet konkurrencen om årets internationale lastbil 2024. Ydeevnen, accelerationen og lave lyd- og vibrationsniveau blev fremhævet. Det er første gang, at prisen går til en el-lastbil. Panelet består af et stort antal journalister fra lastbilmagasiner i Europa.
Mercedes-Benz nærmer sig også et fuldt sortiment af el-lastbiler og har senest lanceret modellen eActros 600, som har en rækkevidde på 500-600 kilometer.

CO2-krav kombineret med støtte
I Danmark er politisk regulering med til at understøtte skiftet til el-lastbiler. Fra 2025 skal lastbiler betale en kilometerbaseret vejafgift alt efter, hvor meget CO2 der udledes fra kørslen.
Rune Noack fra DI Transport konstaterer, at det reelt giver el-lastbiler 70 procent rabat på afgiften.
Skrappere krav i EU af hensyn til klimaet vil ligeledes favorisere el-lastbiler. EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentet blev tidligere i år enige om at nedbringe CO2-udslippet fra nye lastbiler og busser i etaper. Nemlig med 45 procent inden 2030, 65 procent inden 2035 og 90 procent inden 2040.
Rune Noack vurderer, at EU-kravet sender et kraftigt signal til lastbilproducenter i første række om at fokusere endnu mere på grønnere køretøjer.
El-lastbiler og klimaet
Mens el-lastbiler er CO2-fri under kørsel, hvis strømmen er grøn, har fremstillingen af el-lastbiler et større CO2-aftryk end fremstillingen af diesellastbiler, og det skyldes primært mineralerne til batteriet. Men fra mellem 20.000 og 40.000 kørte kilometer og resten af levetiden er el-lastbiler ifølge livscyklusanalyser mest klimavenlige. Det er ikke usædvanligt, at lastbiler tilbagelægger en million kilometer eller mere, inden de er udtjente.
Kilde: Dansk e-Mobilitet
Men reguleringen gør det ikke i sig selv, mener brancherepræsentanter. Der skal også økonomiske incitamenter til. Brancheorganisationen Danske Vognmænd påpeger, at især mindre vognmænd er tilbageholdende, fordi el-lastbiler forekommer at være en stor investering, og der endnu ikke er en ordentlig offentlig infrastruktur til opladning.
Regeringen har afsat 100 millioner kroner årligt frem til og med 2026 til at afhjælpe den meromkostning, der er forbundet med at købe en el-lastbil, og puljen bliver hævet på grund af interessen fra branchen.
Rune Noack opfordrer til, at der kommer en ordning, som automatisk udløser støtte på en andel af prisen til indkøb af el-lastbiler. Sådan er praksis i flere nabolande.
Opladning synes at være den største generelle udfordring. Der er en håndfuld ladestandere langs danske veje nu, og antallet ventes at vokse til over 20 inden udgangen af 2025. I løbet af et halvt år kommer de første MCS-lynladere til el-lastbiler, som kan oplade en el-lastbil på 30 minutter.
Men der skal mere til, og regeringen har lovet hjælp til flere ladestandere. Vejdirektoratet vurderer, at der vil være behov for næsten 25 ladeparker til el-lastbiler i Danmark i 2030. Rune Noack ser gerne, at der desuden kommer tilskud til etablering af private ladestandere til el-lastbiler.

Chauffører elsker el
REMA 1000 har etableret egen ladepark, som består af to MCS-lynladere og kan trække på overskudsstrøm fra distributionscentrets tagbaserede solcelleanlæg. Desuden er dagligvarekædens søsterselskab Uno-X ved at udrulle ladestandere.
- Vi er nok mere tilhængere af bedre rammebetingelser end af offentlige tilskud, konstaterer Kenneth Veng Jespersen.
Der er meget fokus på køretøjerne og opladningen i denne tid. Kenneth Veng Jespersen fremhæver, at der også kan være grund til at interessere sig for, hvad omstillingen betyder for lastbilchaufførerne.
- Vi fornemmede lidt rækkeviddeangst blandt chaufførerne, men når de først er kommet op i en el-lastbil, så vil de ikke ud igen. Det er en mere stille, mere behagelig oplevelse at køre el-lastbil. Det er et bedre arbejdsmiljø, siger han.
Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.
Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i artiklen kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest tilstræber, at oplysningerne i denne artikel er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i denne artikel. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]