Det er nu eller aldrig for Europa.
Vi står ved et punkt, hvor Europa må opfinde sin egen identitet i en ny verden, hvor vi er alene hjemme og må bestemme os for, om vi vil tage ansvaret på os eller falde tilbage til at lade andre bestemme på vores vegne.
- Her er det bl.a. helt afgørende, om Tyskland bruger sit store finanspolitiske råderum til at genopruste og forbedre infrastrukturen. Hvis det er tilfældet, er jeg ret optimistisk for de kommende års afkastmuligheder i Europa, siger porteføljeforvalter René Møller Petersen fra Nordea Asset Management.
Fond med udelukkende europæiske aktier
Han er sammen med sit team med til at udvælge de 35-45 aktier, der er i fonden Nordea Invest European Stars. Fonden investerer i en portefølje udelukkende bestående af europæiske selskaber, og det gør den med en langsigtet investeringsprofil. Gennem en balanceret risikoprofil i forhold til landenes aktiemarkeder er målet at give et afkast, der overstiger det gennemsnitlige afkast i Europa. Desuden investeres der kun i selskaber, som har klare politikker for deres håndtering af miljø, sociale forhold og selskabsledelse – de såkaldte ESG-kriterier (Environment, Social and Governance).
- Foruden ESG-analysen består porteføljen af aktier, som vi finder ved godt gammeldags håndværk, dvs. gennem gennemgribende analyser omkring finansiel vurdering, prisfastsættelse og strategisk positionering, fortæller René Møller Petersen.

René Petersen
Porteføljeforvalter, Nordea European Stars
Større europæisk autonomi
Muligheden for et nyt, stærkt Europa står i skærende kontrast til, hvordan Europa er blevet set de sidste 15 år, hvor vi har spinket og sparet for at redde banksektoren og euroen, der også var tvivl om i begyndelsen af sidste årti.
- Efter finanskrisen skulle banksektoren øge kapitalgrundlaget og ikke låne så mange penge ud, og derudover outsourcede vi hovedparten af de europæiske industriarbejdspladser til Kina. På den måde udhungrede vi vores eget politiske system. Men nu virker det, som om de europæiske politikere godt er klar over, hvilken vej Europa skal, siger René Møller Petersen.
Den nye vej går via mindre afhængighed af USA på forsvarsindustrien, uafhængig energiforsyning af Rusland og USA og mindre afhængighed af Kina.
- Vi skal ikke være så afhængige af Kina i den industrielle værdikæde, som vi har været. Som ét eksempel skal vi have vores egen chipinfrastruktur og generelt tage vores industrielle produktion og aktiviteter tilbage. Ikke som den manuelle arbejdskraft, der forlod os, men som automatiseret produktion, der rundt om sig også har masser af servicearbejdspladser, forklarer René Møller Petersen.
Europa kan godt selv
Det har taget 20 år at afvikle vores egen produktionsværdikæde, som skete ud fra et hovedargument om billig arbejdskraft. Men 1) den er der ikke længere, og 2) vi har ikke råd til igen at ende i en situation, hvor vi ikke kan få varer, eller samfundet stopper, fordi et containerskib går på grund i Suezkanalen.
- Det vil tage det meste af en generation at rulle værdikæden tilbage og omstille Europa til at være mere autonom. Men det er vores eneste mulighed. Og hvis den negative cirkel begynder at blive brudt, så er jeg ret positiv på Europas vegne, siger René Møller Petersen.
Han tror, at Europa er stærkt nok til at kunne stå alene og konkurrere mod verdensmagter som USA og Kina; selv med den politiske situation Europa står i lige nu, der bl.a. er præget af den tyske regerings kollaps og den franske regerings svækkelse.
- Måske er der ingen Trump om 10 år. Men de underliggende populistiske kræfter vil altid være der; utilfredse mennesker vil altid bruge deres stemme på nogle, der taler deres sprog, indtil de ikke gør det mere. Så der vil altid komme en ny Le Pen og en ny Trump. Den risiko skal vi eliminere i Europa. Og det tror jeg godt, at vi kan, siger han.
Vores ESG-rating
A-rating
Selskaber med en A-rating er modne selskaber med en solid ledelsesstruktur og gode politikker og procedurer til at håndtere væsentlige forhold.
B-rating
Et selskab med en B-rating har en topledelse, der har fokus på ESG-forhold, og som er i gang med at udvikle selskabets ledelsesstruktur. Væsentlige forhold er identificeret og til en vis grad håndteret. Selskabet rapporterer årligt.
C-rating
Selskaber med en C-rating halter noget efter i udviklingen. Der er intet engagement fra topledelsens side, og selskabet har ikke foretaget en gennemgribende risikovurdering af ESG-forhold eller identificeret områder, som man bør håndtere.
Mindre ulighed og større velstand for alle
Det skal bl.a. ske gennem såkaldt social inclusive goals, som også er blandt de mere end 170 anbefalinger, den tidligere italienske premierminister og chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, for nylig kom med i sin rapport om styrkelse af Europas konkurrenceevne.
- En vækst skabt på stigende aktie- og huspriser går ikke længere. Væksten skal også inkludere den sociale side, der er med til at mindske uligheden og øge velstanden for alle europæere, for ellers holder vores velfærdssamfund ikke, siger René Møller Petersen, der godt forstår, hvis danskerne er bange for den udvikling, vi ser i øjeblikket.
- Men hvis vi kigger tilbage i nylig økonomisk historie, ændrer tingene sig ofte til noget bedre, når vi bliver bange. På toppen af en økonomisk cyklus ønsker vi bare, at den fortsætter. Men nede i forfærdelige hændelser som f.eks. finanskrisen ligger de forandringer, som har potentiale til at gavne os på den lange bane. I dag har vi et hamrende solidt banksystem, som har vist sit værd flere gange efter finanskrisen. Dén opgave fik vi løst, og vi får også løst det her denne gang, afslutter han.
Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.