Helt fra hun var barn, har Mia Wagner fået at vide, at mænd og kvinder har lige muligheder.
Men efterhånden har hun erfaret, at sådan er det ikke.
- Jeg er vokset op i en tidsalder, hvor vi legede, at vi var ens og havde samme vilkår. Det var det, der hele tiden blev sagt, og derfor var det sådan, jeg så verden. Først da jeg var i begyndelsen af 40’erne, blev det meget tydeligt for mig, at alt, hvad jeg indtil da havde oplevet af forskelsbehandling på individniveau på grund af mit køn, også var det, der skete på samfundsniveau, siger Mia Wagner, der i den brede offentlighed måske mest er kendt som investor i Løvens Hule, men arbejder i dag som uafhængig personlig rådgiver for ledere og ejerledere.
Hvis jeg som kvinde har identificeret et nyt behov og fundet en løsning, så skal en mand være enig i behovet, før der bliver investeret.
En kultur vi skal tale om
Selv om vi de senere år er blevet rigtig gode til at tale om ligestillingsudfordringer, så er vi ikke i lige så høj grad blevet gode til at handle på problemstillingen. Det skyldes i høj grad, at der er en stor indirekte diskrimination i samfundet.
- Jeg vil gerne hjælpe den enkelte kvinde til at forstå, at hun er en del af en kultur. For som kvinde kan man nemt komme til at føle sig utilstrækkelig. Men jo mere, vi taler om, at vi er et helt samfund, der mangler en bevidsthed om forskelsbehandlingen mellem kønnene, jo mere tydeligt håber jeg, det bliver for den enkelte kvinde, at det ikke er hende, der fejler og ikke gør det godt nok, siger Mia Wagner.
For den indirekte diskrimination er i alt: Offentlige toiletter (hvorfor er der lige mange til mænd og kvinder, når menstruation kræver mere tid end at tisse i et pissoir?), forskning (hvorfor går kun fire procent af verdens forskningsmidler inden for sundhed til forskning i kvindesygdomme?), mobiltelefoner (hvorfor er mobiltelefoner designet, så de er for store til kvinders hænder?) og mørtelsække (hvorfor vejer de 25 kg og ikke 15, så flere kvinder kunne arbejde som murere?).
- Det skyldes primært, at kvinder ikke er en del af beslutningskredsen. Når vi skal finde ud af, hvad vi skal forske og investere i, så bestemmer mænd, konstaterer Mia Wagner.
Mias råd til kvindelige iværksættere … og mandlige investorer
- Som kvindelig iværksætter er det vigtigt, at du bruger tid sammen med ligesindede; dvs. kvinder som står med de samme udfordringer.
- Du skal skabe dig disse netværk, så du bliver bevidst om, hvornår du er udsat for indirekte diskrimination. For så ved du, hvornår du skal oversætte det sprog, der er naturligt for dig som kvinde til en business kontekst, hvor det er mændenes logik, der dominerer (hvor er du om tre år? Kan dit produkt skaleres? Osv.) – og hvornår du bare skal bare være dig selv.
- Som mandlig investor bør du få øje på og italesætte temaet indirekte diskrimination, så du sikrer, at der ikke går væsentlig innovation tabt.
- Vi skal kønnene imellem hjælpe hinanden til at blive mere opmærksomme på den indirekte diskrimination og skabe en øget bevidsthed om, at vi skal kunne tale om forskellene – til gavn for begge køn.
Kvinder er aldrig nok
Og billedet går igen i iværksætteri, hvor kun 1% af investeringerne går til virksomheder med kvindelige stiftere.
- Hvis jeg som kvinde har identificeret et nyt behov og fundet en løsning, så skal en mand være enig i behovet, før der bliver investeret. Og i virkeligheden sker det ikke, som vi kan se af tallene. Ergo får vi ikke produkter henvendt til kvinder på markedet. Samtidig betaler både kvinder og samfundet en høj pris for kvinders underrepræsentation, fordi den også spejler en høj grad af økonomisk ulighed, mener Mia Wagner.
For den enkelte bliver det sværere at sørge for sig selv og træffe beslutninger for sit eget liv. Og på samfundsniveau mister vi bl.a. arbejdskraft og innovation.
- Verden er pr. default mandlig, og konsekvensen er, at kvinder aldrig er nok. Det skal vi ændre. Særligt fordi det allerstørste tabu i forbindelse med økonomisk ulighed er at bringe selve emnet på bane. Det er simpelthen et tabu, at kvinder stiller krav. Men det er vi nødt til, for vi spiller på en bane, der ikke er bygget til os.
Det er simpelthen et tabu, at kvinder stiller krav. Men det er vi nødt til, for vi spiller på en bane, der ikke er bygget til os.
Kønsspecifikke data er nøglen
For Mia Wagner ligger løsningerne ikke lige for. Men initiativ fra erhvervslivet og kønsspecifikke data er en god begyndelse, mener hun.
- Jeg ville ønske, at den enkelte virksomhed tydeligt ville gå forrest ved både at lave kønsspecifik data og kønsspecifikke produkter. For det skader kvinders integritet, at vi alle steder faktisk ikke passer ind – om vi sidder på en stol, har en telefon i hånden eller kigger på vores lønseddel, siger hun og uddyber:
- Virksomheder er nødt til at være villige til både at måle på den faktuelle ligestilling med kønsspecifik data og at turde offentliggøre tallene for at skabe en forandring. Og det skal være af egen drift; uden at vente på politisk indblanding. For kun sådan kan vi tydeligt se forskellen – om det gælder trafik, kriminalitet eller løn.
