Klimavenlige fødevarer: Forbrugerne er på herrens mark

Klimakreditter, CO2-kvoter og bionaturgascertifikater.

Det flyver rundt med fine begreber, når virksomheder bruger klimakompensation som et af de vigtigste værktøjer i kampen mod den globale opvarmning. Men forbrugerne er på herrens mark. De kan ikke finde rundt i junglen af begreber og ved stort set ingenting om, hvad virksomhedernes klimamarkedsføring reelt betyder. Tre ud af fire forbrugere oplever desuden, at det er svært at gennemskue, hvilket klimaaftryk fødevarer har.

Og kun to ud af cirka 1.100 adspurgte forbrugere kan rangere otte almindelige madvarer korrekt efter, hvor meget de belaster klimaet, viser en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk. Og selv om forbrugerne kan se, hvor meget salt, fedt og kulhydrat, der er i en given fødevare, så findes der ingen mærkningsordning, som kan vise, hvad klimaaftrykket er, så forbrugerne kan vurdere, om de reelt køber klimavenlige fødevarer.

Uenighed om data og form

Men hvorfor skal det være så svært at sammenligne fødevarers klimapåvirkning, når man står i supermarkedet?

- Klimaaftrykket fra en fødevare har ikke et facit som er sort/hvidt. Den største udfordring er, at der hverken i Danmark eller EU er enighed om, hvordan man beregner klimaaftrykket på fødevarer, og derudover er der lige så store uenigheder om, hvordan en mærkning skal se ud, fortæller Stine Vuholm, fødevarepolitisk medarbejder ved Forbrugerrådet Tænk.

For når klimaaftrykket skal måles, skal effekten på biodiversiteten så med i beregningen? Og hvordan måler man den? Skal det indgå i beregningen, hvor meget land og vand, produktet bruger i produktionen? Og hvad med de animalske produkter, for en ko laver både mælk og kød? Vi kan godt finde ud af at måle, hvor meget metan en ko i gennemsnit udleder og regne det om til kg. CO2, men hvor meget af det kan så tillægges mælk og hvor meget kød? Og skal det fordeles ligeligt alt efter, om der er tale om en nakkefilet eller hakket kød?

- Så der ligger mange antagelser og overvejelser bag beregningerne, konstaterer Stine Vuholm.

Gennemsnitstal eller individuelle tal

Det har også interesse ift. animalsk produktion, om der er tale om et gennemsnitstal på f.eks. letmælk på tværs af producenter, eller om det er tallet for, hvad den enkelte virksomheds letmælk udleder, der bruges i en mærkning.

- Er det den sidste model, man vælger, vil nogle argumentere for, at det skaber større incitament for virksomhederne at lave tiltag, så deres produkter klarer sig bedre end tilsvarende produkter – altså at deres letmælk vurderes som mindre klimabelastende end konkurrentens. Men den tilgang kan være dyr og udelukke de små producenter, der ikke kan lave enkeltproduktberegninger, så bl.a. derfor foretrækker vi et gennemsnitstal for letmælk. Ved at dække over en bredere gruppe varer imødekommes desuden nogle af de usikkerheder, der er ved tal og beregninger. For i sidste ende er det ikke, om det er den ene eller den anden letmælk, vi køber, der for alvor ændrer klimaaftrykket fra vores fødevareforbrug, men i højere grad om det er en plantedrik frem for letmælk, vi vælger. Og dét er sådanne større og nødvendige ændringer i vores kost, som vi håber, at en mærkning kan være med til at illustrere, forklarer Stine Vuholm.

Skala eller ej?

Skulle man nå til enighed om, hvordan klimaaftrykket på de forskellige fødevarer måles, er det også vigtigt at finde ud af, hvordan en mærkning skal se ud.  Skal det være en positiv mærkning, hvor man – som med øko-mærket – mærker det bedste valg? Eller skal der være en skala med flere trin?

- Vi arbejder for en skala med flere trin, der går på tværs af kategorier i hele fødevareudbuddet. For selvfølgelig vil hovedparten af grøntsager ligge i den bedste ende og det meste kød i den dårlige ende. Men med en skala på tværs, vil det synliggøres for forbrugeren, hvilke forskellige substitutionsmuligheder, der er. F.eks. at det er bedre at vælge kyllingepålæg frem for roastbeef, mens hummus vil ligge endnu bedre. Dette imødekommer samtidig forskellige slags forbrugere, da det vil variere meget, hvor store kostændringer vi er villige til at lave, fastslår Stine Vuholm og uddyber:

- Men de gradvise udskiftninger af kød med planter er nødvendige for at rykke noget ved klimaaftrykket. Samtidig kan en skala på tværs af fødevarer være med til at hindre vildledning. For begynder vi med en positiv-mærkning inden for hver fødevarekategori, så vil f.eks. oksekød, som generelt ikke er godt, friste forbrugerne til at vælge det lidt bedre oksekød og stadig tænke, at de gør noget godt for klimaet, selv om oksekød generelt ikke er godt.

Derfor skal det ifølge Forbrugerrådet Tænk synliggøres, hvad der reelt er gode og mindre gode klimavalg, så danskerne reelt laver nogle fravalg. For måske skal vi bare ikke spise oksekød længere og i stedet udskifte det med svinekød eller endnu bedre plantefars og grøntsager?

- Laver man en mærkning inden for en enkelt kategori som f.eks. oksekød, risikerer vi at klimabelastende fødevarer fremstår klimavenlige. Eller sagt på en anden måde: det vil for os som forbrugere være let, hvis vi bare kunne lave nogle simple produktudskiftninger, som ikke reelt kræver, at vi ændrer vaner og substituerer en hel produkttype, men det nytter ikke noget blot at vælge det lidt mindre klimabelastende oksekød, det skal helt vælges fra, for det er de absolutte mængder af kød og animalske produkter som betyder noget for vores klimaaftryk, siger Stine Vuholm.

Politisk initiativ er afgørende

Men ved forbrugerne efterhånden ikke godt, at grønt er godt, og kød er mindre godt, kunne man spørge?

- De fleste kender yderpunkterne. Dvs. at vi skal skære ned på oksekødet og vælge danske grøntsager frem for nogle, der er fløjet jorden rundt. Men en ny undersøgelse, vi har gennemført, viser, at det straks bliver sværere at vurdere, hvad der er mest klimavenligt, hvis vi skal vælge mellem leverpostej, dansk kyllingekød eller et forarbejdet vegetabilsk produkt som hummus, fortæller Stine Vuholm.

Derfor ønsker Forbrugerrådet Tænk som nævnt, at der indføres et klimamærke på alle typer af madvarer, som er let at afkode og til at sammenligne på tværs af fødevaregrupper. Det vil være meningsfuldt for forbrugerne – og selv de forbrugere, der ikke selv ønsker at ændre noget, vil også langsomt få skubbet til deres madvaner. En mærkning vil ligeledes skubbe til produktudvikling, idet fødevareproducenterne ikke er interesserede i en dårlig mærkning.

- Her er der selvfølgelig et troværdighedsspørgsmål, som er helt afgørende. Derfor mener vi, at myndighederne skal stå for udviklingen og kontrollen med sådan et klimamærke, da det også i sidste ende er dem, som er ansvarlige for at beskytte os forbrugere mod såkaldt greenwashing, siger Stine Vuholm, der håber, at myndighederne vil gå forrest for at lave et offentligt mærke, der er dækkende nationalt.

- Vi mærker en holdningsændring ift. klimamærkning både fra forbrugere, producenter og interesseorganisationer. Men der mangler stadig politisk initiativ for at kunne lave en mærkning, der gør en forskel. Et EU-mærke tager for lang tid, så lad os satse på et nationalt mærke. Til at begynde med kunne det være frivilligt og senere blive obligatorisk, ligesom det kunne udvikles efterhånden, som beregningerne gør os klogere. Det vigtigste er at komme i gang, og så må vi evaluere undervejs, afslutter hun.