Da 196 medlemslande i FN's klimakonvention indgik Paris-aftalen ved COP21-mødet i Paris i december 2015 var aftalens målsætning at begrænse den globale opvarmning til under 2, helst til 1,5 grader celsius i år 2100, sammenlignet med temperaturniveauet før det industrielle niveau. Dette niveau er af FN’s klimapanel (IPCC) defineret til perioden 1850-1900.
- Paris-aftalen var et meget vigtigt skridt på vejen for at have fokus på den globale temperaturudvikling samt den globale omstilling til lavere udledning af drivhusgasser. Men aftalen indeholdt ingen bestemmelser om, hvordan vi skulle holde temperaturen nede på det ønskede niveau. Derfor bestilte politikerne en rapport ved IPCC, der skulle kortlægge, hvor meget vi som samfund må udlede af drivhusgasser for, at der er en statistisk sandsynlighed for, at vi holder temperaturen under hhv. 1,5 og 2 grader celsius, fortæller Sebastian Mernild.
Han er professor i klimaforandringer og glaciologi og leder af det nye tværfaglige klimacenter på SDU, Climate Cluster, der skal fremme klimaforskning og uddannelse på tværs af alle fakulteter. Desuden var Sebastian Mernild medforfatter på den femte IPCC-rapport, AR5 (Working Group 1) fra 2013 og blev af FN's klimapanel udvalgt som hovedforfatter til den sjette IPCC-rapport, AR6, der udkom i august 2021.
Det danske klimabidrag
I 2018 kom 1,5 graders-rapporten, hvor det blev vurderet, at vi som verdenssamfund maksimalt må udlede 400 gigatons CO2 globalt, såfremt klodens middeltemperaturstigning skal holdes under 1,5 grader (med 67 procent sandsynlighed) og 300 gigatons (med 83 procent sandsynlighed).
Bryder vi Paris-aftalen ned på nationalt niveau, betyder den, at vi alle skal reducere vores udledning med en vis andel for at nå den samlede globale målsætning – i Danmark har det resulteret i en lovmæssig målsætning om 70 procents reduktion af udledning af drivhusgasser i 2030 ift. 1990-niveau.
- Når danske fonde og virksomheder fortæller, at de overholder Paris-aftalen, så betyder det, at de arbejder hen imod det danske bidrag, for så vidt angår deres egen udledning. F.eks. ift. drift, herunder forbrug af energi og vand, flyrejser og kørsel, eller konsekvensen af at hente stål, andre råvarer eller forbrugsgoder hjem fra andre lande, forklarer Sebastian Mernild.
1,5 grad er urealistisk
Han er bekymret for den generelle udvikling, fordi vi i dag globalt set i runde tal udleder omkring 40 gigaton CO2 – og i størrelsesorden omkring 50-55 gigaton, hvis vi kigger på CO2-ækvivalenterne*, hvor man også har omregnet udledningen af alle andre drivhusgasser som f.eks. lattergas og metan.
- Det fortæller os, at vi har et vindue på maksimalt 10 år, inden vi rammer 1,5 grader, hvilket vi jo politisk først skulle nå i år 2100. Så globalt set går tingene rent og skært for langsomt ift. ambitionen, siger Sebastian Mernild og tilføjer:
- Forholdene er ikke i vatter, når det kommer til, hvad vi gør, og det vi burde gøre ift. at holde temperaturstigningen under 1,5 grader..
Han mener, at det – som emissionsforholdene er i dag – ikke vil lykkes at holde temperaturstigningen under 1,5 grader. Det er hans forventning, at vi allerede i begyndelsen af 2030’erne vil se en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader. Og hvis vi kigger på at holde stigningen under 2 grader med 67 procent sandsynlighed (som er Parisaftalens øvre målsætning), så må der maksimalt globalt set udledes 1.150 gigatons. Og 900 gigatons, hvis sandsynligheden er 83 procent.
- I dag ved vi, at der i 2019 blev udledt omkring 36,8 gigatons CO2 til atmosfæren, og at der i 2021 forventeligt vil blive udledt 36,4 gigatons CO2. På trods af coronakrisen, og det at de globale CO2-udledninger faldt mellem 2019 og 2020, er klodens udledninger for 2021 næsten tilbage på niveauet fra 2019, konstaterer han.
Fakta: Nordea Invest og Paris-aftalen
Nordea Invests politik for fossile brændstoffer er i overensstemmelse med Paris-aftalen og sætter grænser for virksomhedernes eksponering mod produktion og distribution af fossile brændstoffer samt relaterede services. Virksomheder, der overskrider disse grænser, bliver ekskluderet, hvis de ikke har en dokumenteret omstillingsstrategi, der er forenelig med Paris-aftalen.
Nordea Invests politik for fossile brændstoffer, som er grundstenen for fondens forpligtelse til Paris-aftalen, kan læses her (på engelsk).
Danmark er i front
Så det er en kæmpe opgave, hvor alle – familier, lokalsamfund, kommuner, borgere, investeringsfonde, virksomheder, stater og EU – skal trække på samme hammel for at bevare håbet om, at vi kan nå at skabe de nødvendige forandringer
Til gengæld er den gode nyhed, at vi i Danmark er relativt rigtige gode til den grønne omstilling,
- Hele verden skal omstille sig, så alle de mange danske virksomheder, der har stor viden på området, kigger ind i et meget stort globalt erhvervspotentiale. Det er ingen skam at tjene penge på den grønne omstilling, så længe væksten også er grøn og ikke betyder, at vi bliver ved at sende mere og mere CO2 ud i atmosfæren, siger Sebastian Mernild.
Små stigninger med store konsekvenser
Som forsker glæder han sig naturligvis over, at der efterhånden foreligger megen videnskabelig viden om klimaets tilstand. Men én ting er at have forskningsbaseret viden. Noget andet er at omsætte denne viden til politisk handling. Ikke desto mindre er det vigtigt, for selv med en temperaturstigning på 0,5 grader – forskellen mellem 1,5- og 2-procents målsætningen – ser man markante forandringer i klimasystemerne.
- Om der er 19,5 eller 20 grader hjemme i stuen, betyder ikke noget. Men ude i den virkelige verden har en halv grad en markant betydning og vil koste samfundet mange penge pga. flere og mere intense ekstremhændelser som oversvømmelser, skybrud og tørke, der f.eks. kan medføre flere naturbrande. Desuden er 1,5 og 2 grader politiske målsætninger, mens det er klimaet lokalt, der batter for folk, siger Sebastian Mernild og uddyber:
- Og her er der nogle steder, hvor det går hurtigt. Alene i dag har cirka en fjerdedel til en femtedel af klodens areal allerede passeret de 1,5 grader. Og en tiendedel har passeret 2 grader. Så jo mere de enkelte virksomheder og fonde kan sætte ind på at bidrage med alt det det, de kan, for at sænke udledningerne, jo bedre. Alle små dråber i verdenshavet har en berettigelse.
*Klimaaftryk opgøres ofte i, hvor mange CO2-ækvivalenter, der udledes. Det gør man for at have en fælles måleenhed for klimagassernes forurening, eftersom de tre primære klimagasser CO2, metan og lattergas har meget forskellige drivhuseffekter. Så for at kunne forstå og sammenligne klimaeffekter omregnes alle klimagasser til, hvad effekten ville svare til i CO2–ækvivalenter og dermed samme drivhuseffekt som CO2.
Hvad er baggrunden for FN's nuværende klimamål?
Klimaforhandlingerne i FN begyndte i 1990, efter at en rapport – den første hovedrapport fra IPCC – fra FN's nye klimapanel viste, at menneskeskabte klimaforandringer i form af udledningen af drivhusgasser og den følgende globale opvarmning ville kunne påvirke klodens klima drastisk. FN's generalforsamling besluttede derfor, at det var nødvendigt med en klimakonvention, der skulle sikre, at drivhusgasudledningen ikke løb løbsk.
På Rio-konferencen i Brasilien i 1992 blev verdens lande enige om klimakonventionen UNFCCC (United Nations Framework Convention for Climate Change), der skulle stabilisere mængden af drivhusgasser i klodens atmosfære.
Klimakonventionen er ikke bindende, men en overordnet ramme for politiske forhandlinger om, hvordan farlige klimaændringer kan forhindres. Disse forhandlinger foregår løbende, men det er på de årlige klimakonferencer kaldet COP (Convention of the Parties), at store beslutninger om bindende klimaaftaler forhandles og formuleres. Fordi klimakonventionen ikke er bindende i sig selv, men kun en ramme for forhandlinger, blev verdens lande enige om, at der var behov for en bindende aftale, som kunne forpligte verdens lande til at følge FN's klimamål. Derfor begyndte verdens lande efter 1992 at forhandle om en bindende protokol i FN-regi, og resultatet var Kyoto-protokollen, som i 2020 afløstes af Paris-aftalen.
Kilde: faktalink.dk
