Det kræver både tid og indsigt i de finansielle markeder at pleje sine investeringer. For nogle er det helt fint, for andre kan det virke helt uoverskueligt.
Hvis du ikke selv ønsker at sammensætte, holde øje med og løbende tilpasse dine investeringer, så kan banken investere og pleje din opsparing – også kaldet porteføljepleje. I banken holder specialister øje med, hvilken indvirkning alt fra inflation til renteudvikling samt teknologiske landvindinger og f.eks. større markedsbevægelser har på din investering.
- Vi har 120 specialister, der håndterer alt det komplekse og måske uinteressante for dig: sammensætningen af aktier og obligationer, vurderingen af den globale økonomi, håndtering af risici og udvælgelse af værdipapirer. Og oveni det har vi mulighed for at investere din opsparing med et bæredygtigt fokus, hvis du ønsker det, forklarer Ming Fong, produktspecialist i Nordea,

Ming Fong
Produktspecialist i Nordea
Tryktestet viden
For at forstå hvad porteføljepleje konkret går ud på, kommer her først en forklaring på de vigtigste begreber.
En portefølje er et andet ord for din samlede mængde af forskellige værdipapirer som f.eks. aktier og obligationer – det vil sige sammensætningen af din investering.
Hvis du investerer på egen hånd, vælger du selv, hvordan sammensætningen af dine værdipapirer skal være – altså om du vil købe aktier, obligationer, pantebreve eller noget helt fjerde for din opsparing.
- Når du lader banken stå for porteføljeplejen, er det banken, der vælger værdipapirerne for dig ud fra den investeringsprofil, du har valgt i samråd med din rådgiver, og de forventninger, som banken har til afkastet af investeringerne. En forventning, der er tryktestet i mange markeder over mange år, forklarer Ming Fong.
Værdien af porteføljepleje
- Sparer tid
- Professionel pleje
- Optimering af det forventede afkast
- Løbende opdateringer via net- og mobilbank
Læs mere om Nordeas porteføljepleje her.
Både maskiner og mennesker
Når det gælder sammensætningen af dine aktier og obligationer, kigger banken på, hvordan du som kunde kan få det mest optimale afkast til den rette risiko.
- En bank kan sagtens promovere sig på at give det bedste afkast, men hvis afkastet er realiseret ved at løbe en meget høj risiko, kan det være problematisk. Så vi sørger for, at der er balance mellem risiko og afkast, siger Ming Fong.
Dernæst foretager banken en aktiv vurdering af den globale økonomi. Det vil sige, at det både er data og dygtige mennesker, der afgør, om vi skal gå til højre eller venstre på aktier og obligationer i skiftende markeder. Vurderingen sker med udgangspunkt i specialisternes viden omkring de finansielle markeder, økonomiske faktorer, og den betydning som vores adfærd har på finansmarkederne, hvilket omsættes til solide investeringsprocesser, der har været fulgt siden 2004.
- Vurderingen gør, at vi forsøger at positionere os korrekt ift. de givne markedsforhold, så dine penge har bedst mulighed for at vokse. Og uanset hvilken retning vurderingen går i, så investerer banken altid ud fra et risikobudget, der passer med den investeringsprofil, du som kunde har valgt. På baggrund af alle disse parametre vælger banken så til sidst de værdipapirer, som vi forventer vil give dig det højeste afkast ud fra din investeringsprofil, opsummerer Ming Fong.
"Vi har 120 specialister, der håndterer alt det komplekse og måske uinteressante for dig"
Bæredygtigt fokus
Når sammensætningen af aktier og obligationer er på plads sammen med vurderingen af den globale økonomi, risikostyringen og udvælgelsen af værdipapirerne, kan du som kunde oveni vælge, at ansvarlig investering skal være en del af din porteføljepleje. Her investerer banken dine penge med et bæredygtigt fokus.
- Det betyder, at din opsparing bliver investeret i en række fonde med et højere fokus på bæredygtighed og social ansvarlighed end det normalt høje niveau hos Nordea Invest, forklarer Ming Fong.
Nordeas specialister analyserer og udvælger selskaberne ud fra deres håndtering af miljøspørgsmål, sociale forhold og god selskabsledelse, det der også kaldes ESG-kriterierne.
- Fondenes bæredygtige fokus sikrer, at du som kunde investerer i virksomheder, der opfører sig ansvarligt. Det giver dig mulighed for at gøre en forskel i verden med din opsparing, fordi du sender dine penge i en mere ansvarlig retning, siger Ming Fong.
Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i artiklen kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest tilstræber, at oplysningerne i denne artikel er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i denne artikel. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]