Gips kan bruges igen og igen

CaSO₄·2H₂O. Eller calciumsulfat. Det er det kemiske navn for gips, som er et rent naturmateriale, der indgår i fødevarer som øl og yoghurt. Men det er også et af de hyppigst brugte materialer i byggeriet. Taget i betragtning, at byggeriet står for 40 pct. af alt produceret affald i Danmark, er der derfor god grund til at interessere sig for, hvordan gipsaffaldet kan genanvendes i et lukket cirkulært kredsløb i stedet for at blive gravet ned til deponi.

- Gips kan ikke brænde, og derfor bliver det ofte smidt ud. Men det er en stor skam, fordi det faktisk kan bruges igen og igen, siger Sofie Witte, Sustainability Manager hos gipsproducenten Knauf.

Sammen med foreløbigt fire andre virksomheder på tværs af branchen indgår Knauf i et partnerskab for cirkulær gips. Det har et tredelt formål, der arbejder for, at gips ikke længere går til spilde. Ligesom en guldsmed ikke smider guldstøv fra sit værksted ud, men fejer slibestøvet sammen og bruger det igen til nye smykker, er det håbet, at gipsaffaldet fremover bliver byggeriets guld.

Gips knuses til pulver

Vejen derhen begynder med, at så meget gipsaffald som muligt bliver knust til pulver, der kan genanvendes i produktion af nye gipsplader.

- I dag er der ca. 80.000 ton brugt gips fra byggeriet, som ikke kommer til genanvendelse, og her ligger et kæmpe uudnyttet potentiale, siger Sofie Witte.

Hvis alt den brugte gips blev genanvendt, kunne det nemlig indgå i nye produkter i en uendelig strøm, hvor gipsen blev knust til pulver, lavet til nye plader og sendt til genanvendelse. Igen og igen. I stedet bliver gipsaffaldet i dag enten smidt ud. Eller også bliver det f.eks. blandet i cement eller brugt som jordforbedring på marker og som strøelse til køer.

- Sender man en gipsplade til jordforbedring eller blander den i cement, er den brugt og væk. Men alligevel kaldes det genanvendelse, fordi pladen er blevet brugt igen én gang. Men her har vi at gøre med et råmateriale, der ville kunne genanvendes uendeligt, og derfor er det vigtigt, at vi skelner mellem downcycling og recycling, når vi taler genanvendelse, forklarer Sofie Witte

Affaldshierarkiet som barriere

Imidlertid er der en masse barrierer for at sende gips retur til forarbejdning, så det kan indgå i produktion igen i et reelt cirkulært kredsløb. Derfor går andet led i partnerskabets tredelte formål ud på at sikre rammebetingelser, der fremmer genanvendelse af gipsaffald til brug i nye gipsprodukter.

En af de store barrierer er affaldshierarkiet, der angiver, hvordan man som udgangspunkt opnår det bedste miljømæssige resultat, når man skal håndtere og behandle affald. Hierarkiet er uddybet i forskellige bekendtgørelser og direktiver, som – på trods af en ædel hensigt – i virkeligheden ikke er med til at højne genanvendelsen af gips.

F.eks. er der et nationalt krav om, at 70 pct. af bygge- og anlægsaffald skal genanvendes. Men det inkluderer også beton, tegl og andet tungt materiale, så hvis man er god til at sortere de tunge materialer, når man hurtigt 70 pct. Og når der ikke sondres mellem at putte gips i et lukket cirkulært kredsløb og at sprede det til jordforbedring, så er der ikke noget incitament for at gøre det, der er mest rigtig for miljøet.

- Når man bliver målt på volumen, så er der ikke rigtig noget national incitament til at genanvende gips, som ikke vejer ret meget. I 2019 udgjorde gips da også kun 1,5 pct. af den samlede mængde indrapporteret bygge- og anlægsaffald, og det viser med al tydelighed, at det ikke er attraktivt at genanvende gips, selv om det har et reelt cirkulært potentiale, fordi det vitterligt kan bruges igen og igen, siger Sofie Witte og tilføjer:

- I jagten på genanvendelsesprocenten risikerer man at presse materialer nedad i affaldshierarkiet, fordi det kun er kvantiteten og ikke kvaliteten af affaldet, der er med i regnestykket. Men det er ikke procenterne, der gør, at vi bliver reelt cirkulære. Derfor mener vi, at der bør opstilles genanvendelsesmål for gipsaffald i Danmark. Og at der i målet skelnes mellem genanvendelse i et lukket cirkulært kredsløb, hvor gipsen kan genanvendes igen og igen, og så genanvendelse, hvor gipsen kun genanvendes én gang – som det f.eks. sker ved jordforbedring, siger hun.

Kvalitet og sporbarhed er afgørende

Og her ligger en del af løsningen i den sidste tredjedel af formålet med partnerskabet: nemlig at sikre kvalitet og sporbarhed, som understøtter ønsket om øget genanvendelse.

- Vi er i gang med at få et godt overblik over, hvad der sker, hver gang gipsen skifter hænder, så vi får styr på kvaliteten – lige fra nedrivningen hos entreprenøren over vognmandens transport, affaldsmodtageanlæggets håndtering og til forarbejdningen. Men det er ude på byggepladsen, at slaget skal stå, for det er rammerne på byggepladsen, der gør, om man overhovedet får gipsen sorteret. Er der f.eks. ikke plads til det antal containere, det kræver, går det allerede galt fra begyndelsen, siger Sofie Witte.

Hun håber, at partnerskabet kan motivere Miljøstyrelsen, bygherrer og kommuner til at opstille nye krav til at genanvende alt gipsaffald fra nedrivninger og renoveringer.

- Der er en indforstået idé om, at bare vi genanvender, så har vi nået vores mål. Men vi mangler at nuancere debatten, så forskellen på at genanvende noget én gang og uendeligt bliver tydelig. Forhåbentligt kan der blive indført specifikke krav i udbudsmaterialer eller i bæredygtighedscertificeringer om genanvendelse af gipsaffald, fordi det har potentialet til at reel cirkulær genanvendelse, siger hun og afslutter:

- Selvfølgelig ændrer man ikke bare lovgivningen, men der er rigtig mange vaner i det her, som til at begynde med kun kan ændres, hvis man bliver mødt af nye krav. Kulturen skal ændres, og det håber vi på at kunne være en lille del af, så vi fremover udnytter, at vi i gips har et materiale, der rent faktisk kan bruges igen og igen.

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.