Af:
Thomas Jensen

Aktivt ejerskab: Konstant dialog og pres fra investorer flytter Nestlé i en mere bæredygtig retning

Verden er ikke sort-hvid. Det gælder også, når man investerer. Tag fødevaregiganten Nestlé, der beskyldes for at fælde regnskove for at skaffe palmeolie til sine produkter. Det udelukker ikke virksomheden fra at være et selskab, man kan investere i. For det at være til stede som investor og skabe et konstant pres er netop det, der kan flytte selskaber som Nestlé i en mere bæredygtig retning, siger Nordeas ESG-analytiker.

Nestlé

Der er en del etiske valg forbundet med det at være aktieejer. Kan man investere i et olieselskab, der er med til at gøre klimaforandringerne værre? Eller kan man sætte penge i en fastfoodkæde, der er med til at gøre sine kunder overvægtige? Eller hvad med en fødevareproducent, der skal bruge tonsvis af palmeolie hver eneste dag for at kunne producere KitKat-chokolade, hundemad og håndsæbe? Det er svære valg.

Michaela Zhirova

Michaela Zhirova

ESG-analytiker, European Stars

Her kan du læse, hvordan Nordeas analytikere arbejder, når en virksomhed skal vurderes økonomisk og etisk.

Bruger meget tid på dialog

Det kan være en udfordring som investor at bevare overblikket, når porteføljen skal vurderes, og have styr på om en virksomhed opfører sig ‘ordentligt’. Men hvis du vælger at investere midler i en af Nordeas Stars-fonde, så ligger der en økonomisk og en såkaldt ESG-analyse til grund for alle de enkelte investeringer i fonden. ESG-analysen er en grundig vurdering af, om en virksomhed opfører sig ordentligt og bæredygtigt. En sådan vurdering har Nordeas team for ansvarlige investeringer også lavet af Nestlé.

- Hvis man går ind som investor i en virksomhed som Nestlé, har vi altid vidst, at vi skal bruge meget tid på hele tiden at være i dialog med dem for at presse dem til konstant at gøre tingene lidt bedre og mere bæredygtigt. Det er en virksomhed, der – i kraft af de produkter, de producerer – bruger enorme ressourcer, siger Michaela Zhirova, der er ESG-analytiker i fonden European Stars, hvor Nestlé er en del af porteføljen.

På vej i en bedre retning

Nestlé er verdens største fødevareproducent med 291.000 ansatte i 187 lande. Det er en stor buffet af brands, Nestlé ejer og står bag. KitKat, Nescafé, Mövenpick og Perrier er blot nogle af navnene på den lange liste af mere 2000 brands verden over.

Det er især palmeolie-problematikken, som trækker ned på bæredygtighedsbarometer hos Nestlé. Palmeolie er en vigtig ingrediens i margarine, chokolade, lakridskonfekt, shampoo, stearinlys og pizza topping - for blot at nævne en række hverdagsprodukter, som de fleste forbrugere kender. Udfordringen er, at palmeplantagerne ligger i troperne og for at skaffe plads til nye rækker af palmer, bliver regnskoven fældet og brændt af i lande som Malaysia og Indonesien. Et rigt dyreliv går tabt, og tonsvis af CO2 bliver udledt ved afbrændingen.

- Vi har siden 2018 haft en kontinuerlig dialog med Nestlé om, at de skulle blive langt bedre til at kunne spore oprindelse af det palmeolie, de bruger i deres produkter. Det er vigtigt, fordi der er stor forskel på, om olien kommer fra plantager, der påvirker regnskoven eller ej.

Den kontinuerlige indsats for at få Nestlé til at bevæge sig i en mere bæredygtig retning, har da også båret frugt.

- Vi er nået så langt, at de allerede i 2022 kan spore oprindelsen af alt deres palmeolie, siger Michaela Zhirova og understreger, at det ikke kun er Nordea, der presser på, men en stor gruppe af internationale investorer.

Nestlé
Nestlé-fabrik i Ontario, Canada. Nestlé har produktion i mere end 180 lande.

“Hvis nogen kan, er det dem”

I 2020 havde ESG-analytiker Michaela Zhirova jævnligt kontakt med Nestlé. Som oftest taler Nordeas ESG-analytikere tre-fire gange om året med en given virksomhed, hvis der er meget fokus på den. Desuden flyder der en jævnlig strøm af e-mails mellem møderne.

En af de ting, der også har været opmærksomhed på i 2020 er Nestlés forbrug af plastik. Som verdens største fødevareproducent er det enorme mængder af plastik, Nestlé forbruger for at pakke sine produkter ind. Desuden har Nestlé også haft et stort salg af drikkevand i plastikflasker. Efter pres fra en lang række investorer er Nestlé nu gået ind i at udvikle en forretningsmodel, hvor de vil i gang med at tilbagekøbe deres plastik. Det kan være emballage, men også deres flasker til is-the og drikkevand.

- Det gode ved det her initiativ er, at hvis det får vinger, kan det virkelig flytte noget. Meget af Nestlés plastik kan genbruges allerede nu, men det sker ikke, for det kan ikke betale sig. Er der til gengæld en økonomisk gulerod ved at indsamle det, så vil en lang række virksomheder gøre det. Det er kun få måneder siden, initiativet blev lanceret, så det kommer vi til at følge intenst med i. Men hvis nogen kan, er det dem, siger Michaela Zhirova.

KitKat
Nestlé ejer chokolade-brandet KitKat, hvis produkter indeholder palmeolie.

Har gjort et godt selskab bedre

Nestlé-aktien har performet godt de senere år. Ser man over en femårig periode, er aktien klatret op fra 72 schweizerfranc til 108 i dag. Desuden er Nestlé en virksomhed, der udbetaler udbytte til sine aktionærer: cirka tre procent om året. Så det har været en god forretning at være Nestlé-aktieejer.

Den 1. januar 2017 gik en ny administrerende direktør ind af døren for første gang, og det har sat skub i forretningsudviklingen. Ulf Schneider, den nye administrerende direktør, og økonomidirektør François-Xavier Roger har ændret i Nestlé-porteføljen, så cirka ti procent af brandporteføljen er blevet solgt fra. Det er firmaer, der ikke passede 100 procent ind i kerneforretningen. De er nu i gang med fylde porteføljen op med nye virksomheder.

 - Man kan sige, at topledelsen har gjort en god forretning endnu bedre. For fem år siden var Nestlé måske ved at gå lidt død, men de nyankomne topchefer har virkelig formået at få styr på omkostningerne og fokuseret forretningen, siger Frederik Nøkleby Weber, der er porteføljemanager i European Stars. Han forventer, at Nestlé bliver ved med at være en god og stabil aktie, der udvikler sig positivt.

Michaela Zhirova er også positiv over for Nestlé, når det kommer til at fortsætte den positive udvikling og blive et mere bæredygtigt selskab.

- Hvis man skal eje et selskab, som producerer varer, der som udgangspunkt er meget ressourcekrævende at producere, så er Nestlé er et godt valg, fordi de gør meget for at udvikle deres forretning til at blive mere bæredygtig, siger hun.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.