Det begyndte i 1941 med en fleksibel båre, der kunne vende patienter med alvorlige rygskader, mens rygsøjlen var immobiliseret. Siden udviklede Stryker sig til en af USA's største medtech-virksomheder med en omsætning på 14,4 milliarder US dollars i 2020.
Stryker opererer i dag inden for ortopædkirurgi, medicinske og kirurgiske produkter samt neuro- og rygsøjleteknologi og er dermed en stor spiller i medtech-industrien, som er en af de mest innovative brancher og derfor ofte tiltrækker stor opmærksomhed på investeringsområdet.
- Vi har en befolkning, der bliver ældre og ældre, hvilket kræver flere og flere tiltag. Så samfundsstrukturerne understøtter væksten i medtech-markedet, forklarer Johan Swahn, porteføljeforvalter i fonden Nordea Invest Global Stars.
Han fremhæver, at medicinsk teknologi som regel er en god forretning, hvis den enkelte virksomhed er kendt for kvalitetsprodukter og for at kunne levere den teknologi, der efterspørges, i den rette skala.
Over 10.000 globale patenter
Analytikerne i Nordea Invest Stars-fondene har i nogle år haft øje på Stryker på grund af deres organiske vækstrate, som er højere end de fleste af deres konkurrenters og drevet af et højt niveau af innovation.
I 2020 brugte Stryker 984 millioner dollars på udvikling (R&D) og havde ved årets udgang 10.452 globale patenter.
Før Stryker kunne blive en del af Nordea Invest Global Stars, tog Nordeas ESG-analytikere og Investeringsteam kontakt for at sætte fokus på nogle områder, der historisk set har været problematiske for virksomheden.
For omkring ti år siden måtte Stryker tilbagekalde et stort antal hofteimplantater og har løbende indgået forlig i milliardklassen. Der har også været udfordringer med korruption i Mexico, hvor Stryker via mellemmænd har betalt embedsmænd for at vinde et bud på at sælge sine medicinske produkter til tre hospitaler. Den amerikanske pendant til Finanstilsynet, SEC, afgjorde i 2018, at der havde været utilstrækkelig kontrol med udenlandsk salgspraksis og dermed mulighed for korruption.
Mathias Spinnars, der er aktieanalytiker i Nordeas Investeringsteam med speciale i sundhedsområdet forklarer:
- Deres salgsprocesser blev ikke kontrolleret godt nok på grund af en decentraliseret organisation, hvor kontrollen faldt ned mellem flere stole. Stryker har siden identificeret problemerne og arbejdet på at få samlet kontrolsystemerne og tog de nødvendige skridt i 2019/2020. Vi så en virksomhed med stort forbedringspotentiale og en god mulighed for, at vi kunne påvirke dem til at gå i den rigtige retning, siger han og fortsætter:
- Da vi tog kontakt til Stryker, viste de sig meget ansvarlige og vidste allerede præcis, hvor problemerne lå. De tog dem seriøst, og tilbagekaldelserne af produkterne er eksempelvis faldet med over 60 procent fra 2018-2020.
Tidslinje: Strykers historie
1941: Stryker blev grundlagt af den opfindsomme læge Homer Stryker, der var ortopædkirurg fra Michigan i USA, der opfandt en række forskellige medicinske produkter. Blandt andet drejerammen, som gør det muligt at vende patienter med alvorlige rygskader og en mikrosav til operationer, der bliver forløberen for en lang række kirurgiske instrumenter.
1979: Stryker bliver børsnoteret, og det skaber større opmærksomhed om virksomheden.
1997: Virksomheden bliver noteret på New York Stock Exchange efter 18 år på NASDAQ.
2003: For første gang nogensinde kommer Stryker med på FORTUNE 500-listen, der inkluderer de 500 højest rangerede amerikanske offentlige virksomheder.
Frem til i dag har Stryker foretaget adskillige opkøb af andre medtech-virksomheder og har i dag over 43.000 ansatte på verdensplan og over 10.000 globale patenter. Virksomheden er kåret til en af verdens bedste arbejdspladser.
Bedre fremtid end konkurrenter
Når man kigger på grafen over Strykers aktiekurs de seneste ti år, kan man se, at det har været en rigtig god investering. Havde man sat 100 dollars i Stryker-aktier, var de i dag blevet til cirka 550 dollars. Havde man investeret bredt i MSCI US Health Care, der er en samling af samtlige amerikanske medtech-aktier, var de blevet til 400 dollars på ti år.
- Vi tror, at Stryker har en bedre fremtid end de fleste af deres konkurrenter, fordi de har en stærk position inden for ortopædi og hospitalsudstyr, som vil få virksomheden til at vokse hurtigere end deres konkurrenter, forklarer Mathias Spinnars.
Derudover ansatte Stryker i 2020 en sustainability-direktør, og det ser Nordeas analytiker også meget positivt på.
- Det havde de ikke haft før, og de lå under gennemsnittet på rapportering om bæredygtighed. Eftersom de har været familieejet i lang tid, havde de ikke engageret sig så meget i dette område som de virksomheder, de måler sig imod. Nu er de mere opmærksomme på, hvad de skal indrapportere og gøre på ESG-området, siger Mathias Spinnars.
Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.
Tidslinje over Nordeas engagement i Stryker
2019: Nordea vurderer, at Stryker var præget af en tidligere decentral organisation og kultur, der begrænsede ledelsens overblik over nøglerisici og samtidig havde et problem med tilbagekaldelser af produkter.
Nordea sætter mål for engagement: Stryker skal fortsat styrke produktkvaliteten, rapportere om fremskridt og styrke kontrollen med udenlandsk salgspraksis.
2020: Nordeas team for ansvarlige investeringer har samtaler med Strykers nye sustainability-direktør om produktsikkerhed og salgspraksis. Virksomheden gennemfører en centralisering og øger dermed muligheden for kontrol.
Nordea vurderer Stryker til at være B+ på ESG-skalaen.
2021: I denne periode har Stryker offentliggjort sin første ESG-rapport, og tilbagekaldelserne af produkterne er faldet med 60 procent.
2022: Nordea har fortsat fokus på at overvåge Strykers forbedringer inden for produktkvalitet og vurderer løbende, hvordan Stryker vil implementere og kontrollere tiltag mod korruption på de udenlandske markeder.
Stryker er inkluderet i følgende Nordea Invest-fonde pr. 01.02.2022:
Nordea Invest Global Stars
Nordea Invest North American Stars