16 Januar 2025

Finans Danmark indgår i et samarbejde med Oxford University for at få bedre biodiversitetsdata om virksomheder

De næste to år er Finans Danmark en del af et større forskningsprojekt om at forbedre og udvikle data om virksomhedernes biodiversitetsaftryk, som Oxford University står i spidsen for blandt andet i samarbejde med Københavns Universitet. De data skal give banker og kapitalforvaltere et mere reelt billede af virksomhedernes aftryk på naturen – og det er et vigtigt skridt i indsatsen for at integrere naturhensyn både i erhvervslivets og finanssektoren forretningsbeslutninger.

16.1.2025 08:00:00 | Finans Danmark | Pressemeddelelse

Når naturen og biodiversiteten påvirkes af f.eks. en virksomheds produktion, offentlige infrastrukturprojekter eller naturgenopretningsprojekter, er påvirkningen lokal. Men der finders ikke i dag solide data, der kobler økonomiske aktiviteter med påvirkningen af naturen i et specifikt geografisk område. Det betyder, at der ikke er et optimalt datagrundlag for det arbejde, som virksomheder og finanssektor gør i dag, for at indarbejde hensyn til naturen i forretningen.  Derfor har Finans Danmark tilsluttet sig et internationalt forskningsprojekt, som skal bane vejen for solide, brugbare og lettilgængelige biodiversitetsdata.

”Når virksomheder i dag skal vurdere deres afhængighed og påvirkning af naturen, møder de et fragmenteret databillede og det er ofte kun muligt at bruge estimater, som ikke viser den faktiske påvirkning på naturen. Og den usikkerhed gives videre til os i finanssektoren, når der skal gives lån til virksomheder uden solide data om, hvorvidt penge kanaliseres i en mere naturpositiv retning. Det datagrundlag vil vi meget gerne bidrage til at forbedre sammen med Oxford University og en række andre organisationer verden over,“ siger Sinne Backs Conan, Europapolitisk direktør i Finans Danmark, der også har ansvar for biodiversitetsdagsordenen.

Helt konkret skal projektet arbejde med at koble satellitdata, som kan vise og følge naturens tilstand i et givent område til helt konkrete virksomheders aktiviteter og finansielle instrumenter så som grønne obligationer. Projektet bliver struktureret i en række pilotprojekter, som skal undersøge, hvordan satellitdata kan anvendes bl.a. i udformningen af biodiversitetskreditter, vurdering af naturrelaterede finansielle risici, forbedring af biodiversitetsdata om virksomheders værdikæder samt nationale grønne regnskaber. Finans Danmark rolle vil være at bringe bankers og kapitalforvalteres viden og erfaring med i projektet.  

Projektet begynder i januar 2025 og løber over to år.

Læs hele nyheden her

 

Finans Danmark er interesse- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.

www.finansdanmark.dk